Hjem » Blog » Det første besøg i en swingerklub

Det første besøg i en swingerklub

Det er en kunst at dele hinanden på en måde, så forholdet bliver beriget og ikke belastet. Det kræver forberedelse, forståelse og respekt for hinanden. Det ved forfatterne til en ny swingerguide alt om. Den er nemlig skrevet på baggrund af egne erfaringer. Læs et uddrag fra bogen “Kunsten at dele hinanden“, om det allerførste besøg i en swingerklub.

Debut i swingerklub

Beslutningen var taget, men vi var stadig vildt nervøse, så vi sad i bilen og stirrede på døren ind til klubben i noget, der føltes som en evighed, mens vi prøvede at tage os sammen. Vi pjattede og grinede lidt af os selv og hele situationen, mens vi beroligede hinanden med, at det jo nok var fuldstændigt normale mennesker lige som os selv, der var derinde i det hemmelige halvmørke bag døren.

Til sidst blev vi enige om, at det nok ikke var så farligt at gå indenfor i varmen, for vi behøvede jo ikke “lave noget”, og vi kunne bare gå igen, hvis vi af en eller anden grund ændrede mening og hellere ville hjem til fantasiernes trygge univers igen(…)

Vi blev vist ind i et lille receptions- og barområde, som stødte op til et mindre, caféagtigt rum med borde og stole. Der var meget få mennesker derinde, men de var alle venlige og imødekommende, dog uden at være anmassende.

Da vi var førstegangsbesøgende, fik vi tilbudt en rundvisning, og til vores store lettelse kunne vi på grund af det tidlige tidspunkt på aftenen være påklædte, mens vi blev vist rundt. Efter undvisningen og en gennemgang af husets regler endte vi i “omklædningsrummet”, som var hyggeligt indrettet med et stort spejl, et par stole og aflåste skabe. Ifølge den meget taktfulde værtinde var dresscoden lændeklæde eller boxershorts til mændene, mens de kvindelige gæster kunne tage frækt undertøj eller en slå-om-kimono på.

Hun forlod omklædningsrummet og gav os mulighed for at overveje, om vi ville gå videre med vores forehavende, hvilket vi sammen besluttede at gøre. Herefter kunne vi så, dirrende af forventning, gå rundt og kigge os lidt omkring i caféområdet med let stjålne blikke.

The jungle room

Vi havde valgt en hverdagsaften ud fra teorien om, at hvis der ikke var så mange andre, ville vi måske have lettere ved at håndtere vores swingerdebut. Der var kun en til to andre par og tre singlemænd i klubben, så det var relativt let at finde et sted, hvor vi bare kunne være os to.

Under rundvisningen havde vi begge følt os tiltrukket af et rum der blev kaldt “The Jungle Room”. Det var forholdsvis privat, men havde nogle tiltalende, diskrete og frække muligheder:

Det var ca. 60 kvadratmeter og bestod af en stor, lækker seng i midten og dæmpet belysning. Fra loftet hang der noget stoflignende camouflage-net i et mønster, der dannede en snoet labyrint igennem hele rummet. Derfor var der ikke frit udsyn fra døren, og man skulle bevæge sig igennem labyrinten for at komme ind til lystens hule i rummets halvmørke centrum.

Her følte vi os forholdsvis alene og uden at være tvunget til at udstille os for alle og enhver Ifølge værtinden var husreglerne sådan, at vi kunne regne med at lege i fred, hvis vi ikke specifikt inviterede nogen med. Vi lagde os derfor ind på sengen i “The Jungle Room” og begyndte at kæle for hinanden.

Vi nød hinanden og vores nye mod og kunne efterhånden svagt fornemme, at vores lyde begyndte at tiltrække sig opmærksomhed fra nogle af de andre, som bevægede sig rundt i huset. En gang imellem passerede enkelte andre døråbningen, for labyrintens vægge bevægede sig nemlig sagte, når nogen prøvede at få et glimt af, hvad der foregik i sengen. Vi kunne også svagt begynde at skelne heftige vejrtrækninger gennem den svage musik, som fyldte rummets tætte halvmørke. Vi inviterede ikke nogen, nød blot hinanden, men de manglende invitationer var nok også grunden til, at lydene og bevægelserne i halvmørket langsomt fortog sig, så vi til sidst igen var alene, overladt til hinanden og de frække tanker:

“Tænk nu, hvis vi faktisk havde taget initiativ til at invitere en af de mandlige gæster, som vi svagt havde kunnet høre, med i vores leg …!”

Vi hviskede lidt sammen og nød hinandens stigende lyst, og pludselig uden forvarsel rejste Michael sig beslutsomt op, for han havde en plan. Han tog en hurtig smutvej ud igennem labyrinten og gik ind i et af de tilstødende lokaler og efterlod Ditte alene på sengen i det halvmørke rum. I rummet, han kom ind i, kørte der på et fjernsyn en fræk pornofilm med en kvinde og to mænd. Her sad en mand i slutningen af 30’erne. Han så venlig ud og udstrålede “mig er der ikke noget fis med, men jeg ved, hvad en kvinde vil have”. Efter en kort snak fik han en invitation til at være med til at udleve vores fantasi om at have en ekstra mand med i vores leg.

Og der sad vi så alle tre på sengen i labyrintens centrum og ventede på, at nogen skulle tage det første skridt …

En, to, mange…

Det første og mange flere skridt blev taget over de næste par timer. Vores ekstra mand var utroligt sød og hensyntagende, og vi fik udforsket nye sider af os selv og hinanden og prøvet ting af, som vi tidligere kun svagt havde turdet drømme om. Til sidst sad vi alle tre forløste og smilede til hinanden, mens vi småsnakkede om vores dejlige aften. Det var kulminationen på en lang og tålmodig forberedelse, som vi bestemt ikke havde kunnet undvære, og nu sad vi her uden nogen form for jalousi og kiggede hinanden dybt i øjnene, berusede af kærlighed til hinanden, og glemte næsten alt omkring os.

Men pludselig ændrede hendes blik sig, og han opfangede det særlige glimt, der afslørede, at pulsen igen var begyndt at stige i hendes endnu varme krop. Ganske langsomt vendte rummet tilbage og tog form omkring os. Nogle af skyggerne begyndte lige så stille at tage form, og et par af de andre fyre sluttede sig til vores afslappede snak på sengekanten.

Der sad vi så – fem halvnøgne frække fyre og en lækker kvinde kun halvt dækket af et lagen. Vi sludrede om alt muligt – sex, og også helt uskyldige emner – på førstesalen af en swingerklub en helt almindelig tirsdag aften klokken 23.30. Lyset var dæmpet over den endnu varme og bløde seng, og stemningen i rummet var forventningsfuld. Flere fantasier begyndte langsomt at tage form, og nu var der pludselig ikke langt fra fantasien til virkeligheden.

Den beslutsomme og smilende ægtemand afbrød dog seancen, inden den kom rigtigt i gang, og han tog sin frække kvinde ved hånden og guidede hende under venlige, men skuffede tilsagn fra de efterladte mænd ned til et stort badeområde. I det varme boblebad kunne vi to så alene komme helt i havn og fordøje aftenens oplevelser mens vi snakkede og pjattede om alt det, der var sket – og ikke sket.

Uskrevne regler for swingerlivet

Udefra kan swingerlivet måske virke meget frit, uhæmmet og spontant. Det er det på mange måder også, men der er også en række regler, som de fleste gør meget ud af at overholde. De handler typisk om:

  • at man er ærlig.
  • at man altid respekterer et nej.
  • at man ikke taler højt om, hvad der foregår i swingermiljøet, og hvem der deltager.
  • at man dyrker sikker sex og holder en god hygiejne.

Fra mødom til lyserød sky

Denne aften og dens muligheder lagde kimen til en lang række dejlige fantasier, hvoraf mange endnu ikke er afprøvet. Efter et dejligt bad og lidt småsnak med vores mandlige date takkede vi sammen med de øvrige gæster af i god ro og orden.

Alle gik hver til sit, som de så ofte gør efter en vellykket aften i deres foretrukne swingerklub. Vi susede hjemad igen, og som vi sad der med vinden i ryggen på en lyserød sky, var vi både glade og lettede over, at vi endelig havde taget springet og gjort en af vores fantasier til virkelighed.

Vi var ikke længere “jomfruer” udi swingerlivet, og vi var på en måde ret stolte af os selv: Vi havde klaret det, bestået prøven og havde formået at sige ja til det, vi var klar til – og behændigt undgået det, vi ikke var klar til. Vi havde overkommet de personlige fristelser og havde haft lige præcis den rette portion selvkontrol til at kontrollere situationen for begges bedste, og vi havde endda inspiration med hjem i bagagen. Der havde været en tilpas varm og intens atmosfære imellem os alle tre, til at oplevelsen var autentisk og reel.

Vi havde hele tiden haft kontakt med hinanden, så vi vidste, hvor vi hver især var under hele forløbet. Og han var begejstret for at opdage, at han ikke havde følt sig det mindste jaloux.

Bogen “Kunsten at dele hinanden”

Kunsten at dele hinanden – En guidebog til den moderne swinger er en ærlig, inderlig og reflekterende bog skrevet af et par, der i 11 år har levet med de mange fristelser, oplevelser og følelser, en tilværelse som swingere fører med sig. Bogen er en god start for alle, der gerne vil i gang med at swinge – eller måske bare har lyst til at fantasere om det.

Se bogen her >>

Se også

Velkommen til Miss Fantasy

Miss Fantasy er helt ny her på Dildo-priser.dk. Her kommer hun til at blogge om …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *